At deltage i flerdagsstævner med overnatning er stadig en ny ting for både Cracker og jeg. Vi har faktisk kun deltaget i fire stævner, hvor han har overnattet. Oftest er de overnattende stævner forholdsvis langt væk fra hjemmet og kræver en lidt anderledes træning op til afgang til stævnet for at Cracker ikke bliver for udmattet.

Vi planlægger derfor nøje hvordan de sidste 14 dage op til stævnet skal foregå med træningen. I denne planlægning er min træner med ind over. Vi rider næsten altid undervisning om tirsdagen og tirsdagen der er ca. halvanden uge før stævnestart, bruger vi til at træne øvelser og træne nogle af linjerne i programmerne, som vi skal ride til stævnet. Derudover træner vi oftest ikke sværere øvelser end dem i programmerne. Resten af ugen træner vi fortsat videre med øvelserne fra programmerne og træner mere og mere stævneform.

Weekenden inden stævnet bruger vi én af dagene til enten at skridte en tur i skoven, en tur på marken eller en anden form for alternativ træning til dressuren. Cracker går nemlig aldrig dressur 6 dage om ugen. Han har altid minimum én fridag og én alternativ træningsdag. Det er for at holde ham glad, afbalanceret og ”mættet” med oplevelser. Men også for at musklerne kan nå at følge med og restituere. Træningerne inden et stævne kan selvfølgelig altid variere og der kan altid opstå komplikationer, som gør at tingene skal ændres. Derfor tilrettelægger vi træningerne op til hvert stævne individuelt, men ovenstående bruger vi oftest som skabelon. Hvis han er træt tager vi som regel en ekstra tur i skoven eller en ekstra let tur, hvorimod hvis han har meget energi, kan vi godt presse lidt mere på.

Hvis vi kører til stævne om torsdagen, så træner vi almindelig træning mandag, og så rider vi undervisning om tirsdagen, hvor vi finpudser det hele, både holdning, signaler og øvelser. Om onsdagen holder vi så en fridag, hvor den kun står på foldtid og en lille trækketur. Cracker går på fold hver dag fra morgen til eftermiddag, alle ugens dage. Hvis det er koldt kommer Cracker en tur i solariet, for at få løsnet musklerne op og for ren velvære. Om torsdagen, træner vi en let tur på banerne, når vi kommer frem på stævnepladsen. Han kommer først ind i boksen, imens vi pakker ud, hvorefter vi sadler op og træner på banen.

Træningen på banen bruger vi til at se tingene an, men det er oftest ikke et problem, for Cracker er meget cool med omgivelserne. Men mest af alt, bruger vi træningen på at få ham løsnet op efter køreturen. Vi rider oftest et sted mellem 20-30 minutter, for også at spare ham og hans energi. Resten af weekenden bruger vi en del tid på at gå små ture med ham, for at benene ikke danner for meget galde og så han ikke bare står i boksen. Derudover er der altid plads til et par hyggestunder med græsning.

Vi bruger omkring 40-45 minutter på opvarmningen alle tre dage (hvis vi har tre starter), hvor vi altid bruger de første 15-20 minutter på at skridte varm. Cracker er nemlig næsten altid løs i kroppen og har derfor ikke brug for så meget tid til at løsne op. Derudover er han øvelsesstærk, hvilket gør at vi ikke altid behøver at ride samtlige øvelser fra programmet igennem ude på opvarmningen.

Når programmet så er færdigt, skridter vi altid af i lang tid og når han så kommer i stalden, får han et par kølegamacher på, for at tage mælkesyren i benene. Når vi så kommer hjem fra stævnerne, bliver han altid redet eller longeret dagen efter, for at få gang i benene og for at musklerne ikke syrer til.

 

– Emma Skov

Hooves brandambassadør