Signalforvirring – what to do?

Skrevet af Cecilia Nanna Rosell

I kender måske følelsen af at hesten lige pludselig slet ikke kan finde ud af en ting den har kunne til perfektion før?

Sådan en situation stod jeg i med min islændervallak for et par uger siden, for min hest, som hvis jeg selv skulle sige det er pænt velredet, havde lige pludselig glemt at der faktisk var en gangart der hed trav også. Og bevares, tølt er da også meget rarere, men trav er altså bare nødvendigt at kunne til stævnerne!

Hmm, så måtte jeg jo i gang med at tænke, for der måtte jo være en forklaring…

Det er disse tanker jeg gerne vil dele med jer, for hvem ved måske er der andre der har samme problem? Det er ihvertfald min erfaring at der er folk i alle grene af vores skønne sport der oplever problemer med den ting, lige pludselig.

Det første jeg gjorde var selvfølgelig at overveje om han kunne have ondt, for det virkede ret nærliggende, men han havde næsten lige været til kiropraktor, så det udelukkede jeg ret hurtigt. Men hvad kunne det så være?

Havde jeg gjort noget anderledes end jeg plejede? Nej, ikke lige af hvad jeg kunne komme i tanke om i hvert fald.

Så valgte jeg at tage fat i min skønne, meget dygtige underviser for at få hendes øjne på det og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde!
Hun aflæste nemlig rigtig hurtigt hvad der var galt – mit signal til tølt og mit signal til trav var nærmest det samme…

Så kan man næsten sige sig selv at hesten blev forvirret, og det hele gav lige som meget mere mening. Men hvad gør man lige i sådan en situation?

Jeg overvejede først hvilket signal jeg gerne ville have til trav og så valgte jeg at gå helt tilbage til helt basis grundridning, for man får ingen ting ud af at arbejde med en hest der stresser og er forvirret – og det gælder alle øvelser i alle grene af ridesporten. Alt efter hvad jeres problem er kan det ihvertfald være værd at overveje om der er nogle situationer hvor hesten altid gør den ting i har problemer med. Jeg valgte at tage bomme frem, for jeg vidste at han altid slår i trav over bomme, og så kunne jeg bare fokusere på at reinstallere mit signal.

Det hjalp faktisk overraskende hurtigt, og allerede 2 træninger efter havde jeg fået installeret mit nye signal, som var stemmekommando og at læne mig en smule forover. Nu har vi kun problemet hvis han stresser op, og så handler det bare om at trække vejret og få helt ro på, for så er det faktisk ofte fordi jeg selv sidder og spænder.

Hvis andre skulle stå i en lignende situation så ville jeg:

1. Tjekke om hesten har ondt. Dyrlæge, kiropraktor, massør eller lignende behandler kan være en rigtig god hjælp hvis hesten er modvillig!

2. Overveje om jeg har gjort noget anderledes siden sidst, nyt udstyr, anden opstilling eller lignende.

3. Få andre øjne på, eventuelt underviser. Måske gør du noget som du ikke selv har lagt mærke til?

Hvis i kommer frem til at det er signalforvirring:

1. Overvej hvilket signal du kan bruge i stedet

2. Gå helt tilbage til basis grundridning, fokuser især på ro.

3. Overvej om der er nogle situationer, hvor hesten selv vælger at gøre det du vil frem til.

4. Øve, øve, øve. Det kan godt være det kommer til at tage lang tid, men det er det hele værd i sidste ende!

Håber I måske kunne bruge mine tanker til lidt, jeg er langt fra professionel, men jeg har selv stået i situationen flere gange og ved hvor frustrerende det kan være, så jeg vil så gerne hjælpe andre!