Lær at sætte mål for din ridning og nå dem – Rikke Ravn

En drøm er kun en drøm – indtil du laver det til mål. Men hvordan laver du din drøm om til et mål, som du også kan nå?

SMART

Det er her SMART-modellen kommer ind i billedet. Det er en meget brugt model indenfor målsætning. Med SMART menes det, at målet skal være specifikt, målbart, opnåeligt, relevant og tidsbestemt.

(billede er lånt fra https://blog.weekdone.com/smart-goals/)

Hvis dit mål er specifikt og målbart, så kan du nemmere holde øje med dine fremskridt, hvilket er vigtigt for at du kan holde din motivation oppe. Dit mål skal desuden være opnåeligt og realistisk, da mål som er for svære kan ødelægge ens motivation. Dine mål bør dog heller ikke være for lette, for så sker der ikke en udvikling.

Derudover skal dit mål være relevant for dig, det skal altså betyde noget for dig, for ellers bliver det svært for dig at putte det nødvendige arbejde og de nødvendige ressourcer i at nå dit mål.
Dit mål bør derfor ikke være styret af udefrakommende kræfter, såsom hvad andre folk vil have at du skal gøre, men det skal komme inde fra dig. Det er derfor det er godt at starte med en drøm, som man laver om til et mål.

Til sidst så skal dit mål være tidsbestemt, hvilket betyder dit mål skal have en slutdato. Dette er for at du har noget at arbejde hen imod.
Tidsrammen og målet skal passe sammen, da en for kort tidsramme kan gøre målet uoverskueligt. Hvis du derimod har for lang tid, så bliver du ved med at udsætte at arbejde hen imod dit mål.

Her følger et eksempel på et SMART-mål omkring træning af trailerlæsning – der vises et overordnet mål:

Delmål

Hvis dit mål er stort, så er det en rigtig god idé at bryde dit mål ned i delmål. Hvert delmål bør laves efter SMART-metoden. Delmål er med til at gøre dit overordnede mål mere overskueligt,  og det giver dig en retning. Desuden bliver det endnu lettere for dig at følge dine fremskridt, hvilket igen er godt for din motivation.

Ved at sætte mål for din træning, kan du bedre nå dine mål for stævnerne, da du bruger mere tid på træning end på stævner.
Det kan være en god idé for de fleste ryttere at sætte mål for deres træning, og ikke kun dem der rider stævner.

Mikrostyring af dine mål

Når du har sat dit mål, så kan det være en god idé at se på dig selv og dine omgivelser – altså mikrostyring af dine mål.
Dette kan hjælpe dig med at skabe en realistisk profil af dig selv.
Det viser, hvad du har brug for at arbejde med for at du kan nå den form for præstation du ønsker.

Dette gør du ved at tænke på alle de elementer og egenskaber en toprytter inden for din disciplin kan have brug for. Det kan f.eks. være hvor god er toprytteren til at holde rytmen, hvor god en balance og koordination skal rytteren have m.m.
Hver egenskab skal gives en score (0-10). Her gives 0 til en egenskab som ikke er vigtig, og 10 er til en egenskab som er nødvendig for rytteren.

Herefter skal du bedømme dig selv på disse egenskaber ud fra samme score. Dette giver dig indblik i hvilke egenskaber som du bør arbejde på for at kunne forbedre dig. Det er derfor vigtigt at være ærlig omkring din score.

De forskellige kategorier af mål

Hvis du sætter mål i forhold til stævner, så er der lidt mere du skal være opmærksom på. Her deler man mål op i tre kategorier: resultatmål,præstationsmål og procesmål:

Resultatmål handler om resultatet, og det kommer nemt til at være udenfor din kontrol. Hvis du taber en klasse, er det bl.a. fordi andre ekvipager havde et bedre ridt end dig. Det er ikke nødvendigvis fordi du præsterede dårligt. Resultatmål kan få dig til fokusere på dine omgivelser og andre ekvipager i stedet for på dig og din hest.

Præstationsmål kan derimod hjælpe dig med kun at fokusere på dig og din hest. De måles så objektivt som muligt. Det kan f.eks. være at du springer en fejlfri runde eller at du rider 65 % i dressur. De indikerer hvor godt du har præsteret den pågældende dag, og de er uafhængige af hvordan andre ekvipager præsterer.

De procesmål hjælper dig med at fokusere på din teknik, og de hjælper dig med at nå dine præstationsmål.
Opfyldelse af proces- og præstationsmål kan hjælpe dig med at nå tættere på dine resultatmål.

I det næste blogindlæg ser vi på, hvad motivation er, og hvordan du finder den rette motivation, så du kan nå dine mål.