Min praktik hos Hooves

Skrevet af Rikke Ravn

Jeg har været i praktik hos Hooves i forbindelse med min uddannelse, som er en professionsbachelor i jordbrugsvirksomhed med speciale i husdyr.
Jeg skulle være i praktik i 10 uger, og jeg kan slet ikke forstå hvor tiden er blevet af. Jeg synes det er gået vildt hurtigt, men jeg har også været rigtig glad for min praktik.

Jeg fik hurtigt tildelt en del ansvar, og jeg oplevede også hurtigt, at der blev vist tillid til mig, hvilket har betydet jeg har kunnet arbejde hjemmefra meget af tiden, da jeg har haft lang transporttid.

Suvi og jeg på kontoret

Mine arbejdsopgaver

Jeg har haft en del forskellige opgaver, som blandt har været at skrive mine egne blogindlæg, og offentliggøre dem samt opsætte og offentliggøre brandambassadørernes blogindlæg. Jeg har været rigtig glad for at skrive mine egne blogindlæg, da jeg har haft stortset frie tøjler til at skrive det jeg havde lyst til, og det har givet mig en mulighed for at dele lidt ud af min viden om forskellige ting, hvilket hovedsageligt har været omkring rideangst, mentaltræning og teori om træning af heste.

Jeg har desuden været ved at undersøge hesteindustrien i Europa, med hovedvægt på de skandinaviske lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ligesom jeg har skulle undersøge forskellige konkurrenter. Jeg skulle undersøge hesteindustrien, fordi jeg selv synes at det kunne være spændende at se, hvor stort det er i Europa, og så var det også en hjælp for Hooves, da det er vigtigt med kendskab til nye mulige markeder. Det var dog en lidt svær opgave, da det er meget begrænset hvad der findes af rapporter omkring det, og de rapporter der findes er ofte lavet for flere år siden.

Derudover har jeg styret Hooves’ Instagram-profil, hvor jeg skulle planlægge opslag, og slå det op, samt lave Facebookopslag, og hjælpe med at svare på spørgsmål. Det har været lidt af en øjenåbner at styre de sociale medier, da der faktisk ligger en del planlægning bag, hvilket jeg normalt ikke lige tænker over.

I forhold til Instagram, så fik jeg også lov til at låne et sadelunderlag med Hooves’ logo på, som jeg kunne bruge når jeg skulle ud og ride i weekenderne, så jeg kunne bruge mine rideture til Instagram-opslag.

Fra en af mine rideture, hvor Blökk havde Hooves´ sadelunderlag på.

Arbejdskulturen

Det har været lidt anderledes at være hos Hooves, da der ikke har været en fast mødeplan, hvilket jeg var lidt bekymret for om det nu passede mig, men jeg synes det har fungeret rigtig fint. Det hjælper at vi altid kan komme i kontakt med hinanden, hvis det er nødvendigt. Derudover har det været en lille udfordring for mig, at al den interne kommunikation har været på engelsk. Jeg er vant til at læse og skrive engelsk, men det var lidt noget andet at jeg skulle til at snakke det, men det er også gået fint, og man vænner sig jo til det efterhånden.

Noget andet jeg blev lidt overrasket over, var at Hooves har kontor i åbent kontorfællesskab, så jeg skulle lige vænne mig til at der var en del mennesker omkring mig, som alle havde gang i noget forskelligt. Men det vænnede jeg mig nu hurtigt til, og når man bliver helt opslugt af en opgave, så lægger man slet ikke mærke til alle de andre. Ellers så kan man bare tage sit headset på, og høre lidt musik.

En dag jeg var ved at tage billeder af mine heste, som jeg måske kunne bruge til Instagram.

 

Alt i alt, så er jeg glad for at jeg kunne komme i praktik hos Hooves. Det har været spændende at være i ny virksomhed, som stadig er under udvikling, og Alina og Suvi har været rigtig dejlige at arbejde sammen med, og de har været gode til at give mig feedback.