Hvordan heste lærer

Skrevet af Rikke Ravn

Dette blogindlæg handler om læringsteori. Da læringsteori er et større emne, så vil der ikke blive gået i dybden i dette indlæg. Dette indlæg er bare for at give en forståelse for, hvordan heste lærer.

Læringsteori indeholder tilvænning, sensibilisering, operant og klassisk betingning, samt shaping.

Klassisk betingning er når en påvirkning (også kaldet stimulus), som oprindeligt ikke betyder noget for hesten (den er neutral), ender med at få en betydning for hesten. Dette sker ved at den neutrale stimulus bliver sat sammen med en anden stimulus, som har en betydning for hesten. Hesten begynder så at reagere på samme måde over for den neutrale stimulus, som hesten gør over for den stimulus som oprindeligt havde en betydning.
Klikkertræning er et godt eksempel på klassisk betingning. I starten har klikket ikke en betydning for hesten, klikket er altså en neutral stimulus. Efterhånden lærer hesten, at der følger en godbid efter et klik. Og til sidst så giver hesten samme reaktion overfor klikket, som hvis der var en godbid. Klikket er dermed blevet klassisk betinget. I starten er det dog vigtigt hesten får godbidden lige efter klikket, ellers kan hesten ikke koble klikket og godbidden sammen.

Operant betingning kan deles op i forstærkning og straf, som begge deles op i positiv og negativ. Ved positiv skal det forstås som at man tilføjer noget, og ved negativ at man fjerner noget.

(tabellen lavet ud fra tabel 5.1, side 76, i Equitation Science af Paul McGreevy og Andrew Mclean, 2010)

 

Når man forstærker en adfærd, så viser man hesten, at det er det man vil have den til. Hesten bliver belønnet.
I træningen af heste bruger man ofte negativ forstærkning. For eksempel når du tager fat i tøjlerne for at hesten skal stoppe, så skaber du et pres i hestens mund. Når hesten så stopper, så løsner du tøjlerne, og fjerner dermed presset. Det er når du fjerner presset, at hesten bliver belønnet, og sandsynligheden for at hesten stopper næste gang du tager i tøjlerne bliver større. Det er dog vigtig at du er opmærksom på din timing. Presset skal fjernes i det øjeblik hesten gør det du beder den om, ellers kommer du til at belønne hesten for det forkerte. Derudover så risikerer man en hest som bliver forvirret eller frustreret, hvis man ikke er opmærksom på sin timing. Dette kan føre til konfliktadfærd, som jeg vil skrive om i næste blogindlæg.

Ved positiv forstærkning så tilføjer du noget, som hesten vil opfatte som en belønning. Det kan være en godbid eller at du klør hesten på dens yndlingssted. Som udgangspunkt skal hesten også have denne belønning så snart den har gjort det du ville have den til, medmindre det ikke er den eneste form for belønning, som f.eks. ved klikkertræning. Her kommer klikket først (det er hurtigere at klikke end det er at give en godbid), og så ved hesten det er det rigtige den har gjort, selvom godbidden først kommer lidt efter.

Positiv forstærkning kan også bruges sammen med negativ forstærkning. Hvis vi tager ovenstående eksempel med stopøvelsen, så når du har stoppet hesten og fjernet med presset, så giver du hesten en godbid. Hos de fleste heste bliver de endnu nemmere stoppe, hvis man giver dem en godbid når man har fjernet presset.

Ved brug af straf, mindsker man forekomsten af en adfærd. Ved negativ straf fjerner du noget hesten kan lide. For eksempel hvis hesten står uroligt når den skal fodres, så fjerner du fodret indtil den står stille. Når den så står stille, så giver du den fodret. Dette bliver så til en kombination mellem negativ straf og positiv forstærkning.

Man bør dog helst undgå brugen af straf i træningen af heste, især positiv straf. Der kan følge forskellige velfærdsproblemer med, hvis man bruger straf.

(Feykir er ved at vænne sig til at gå ud i vandet)

 

Tilvænning handler om at vænne hesten til forskellige ting. Det kan være sadel eller bid, men det kan også være at vænne hesten til ting i dens omgivelser, som at gå i vand. Det er vigtigt at vænne hesten til forskellige ting for at gøre håndtering og ridning mere sikker. Heste, og mennesker for den sags skyld, er fra naturens side bange for nye ting – de er neofobiske. Det er derfor en rigtig god idé at vænne ens hest til mange forskellige ting.

Der er forskellige måder hvorpå man kan tilvænne en hest. Den sikreste måde er nok gradvis tilvænning, hvor man tager tingene i hestens tempo. Man bryder tilvænningen ned i mindre dele, og først når hesten er tryg ved det første, så går man videre til det næste. Dette kan f.eks. Være at man skal lære hesten at gå op i traileren. Først skal hesten gå hen til trailerens rampe, og når den er tryg ved det, så kan man gå videre. Derefter skal den have begge forben op på rampen, og bagefter skal alle fire ben op på rampen, osv.

På denne måde kan du mindske aktiveringen af hestens sympatiske nervesystem (du undgår at hestens stressniveau bliver for højt), og dermed kan du mindske risikoen for at hesten udviser flugtadfærd. Det er vigtigt at undgå flugtadfærd i hestens træning, da jo mere hesten øver sig i det, jo mere vil den vise det, hvilket kan gøre ridning og håndtering farligt. Flugtadfærd kan blandt andet være at hesten løber, bukker eller stejler.

(Feykir tør nu gå helt ud i vandet, og stå stille derude)


Sensibilisering handler derimod om at gøre hesten mere følsom over for bestemte ting. Dette kan være mere følsom over for rytterens signaler. Det kan være at hesten skal være mere følsom over for signalet til at gå fremad. Så skal man starte ud med at klemme ligeså stille, og så gradvis øge presset indtil hesten begynder at reagere rigtigt, hvorefter man fjerner alt presset. Efterhånden lærer hesten at gå frem for det lette signal, for den lærer at det lette pres bliver efterfulgt af større pres.

Til sidst kommer shaping. Shaping er hvor man former en adfærd. Man bryder adfærden eller øvelsen ned i flere trin. Hver gang hesten udfører et trin korrekt, så belønner man hesten, og sådan arbejder man sig frem til den endelige adfærd. Dette kan f.eks. være når man skal lære hesten en dressurøvelse.

Som det blev nævnt i starten, så er læringsteori et stort emne, og det kan godt virke lidt indviklet. Det kan desuden være svært at sætte klare linjer op for hvornår man bruger hvad i træningen, da der ofte kan ske et overlap mellem de forskellige begreber. Og så skal man huske, at for at undgå signalforvirring hos sin hest, så skal de signaler man bruger, være lette at skelne mellem for hesten. Som eksempel er der nedenstående figur, hvor der er vist 3 forskellige zoner på hesten, som hvis man tapper med pisken der, så kommer der 3 forskellige reaktioner. Zone 1 er for at dreje, altså hesten skal flytte forbenene. Zone 2 er til fremdrift, og zone 3 er til at flytte bagparten.

(Eksempel på signaler fra pisk, som er nem at skelne mellem for hesten. Figuren er efter figur 7.7 fra bogen Equitation Science af Paul McGreevy og Andrew Mclean, 2010)

Dette indlæg er ment som en lille hjælp til at forstå det teoretiske bag træningen af heste, hvilket muligvis kan gøre træningen af hesten lettere.