Dressur på islænder eller anden flergængerhest – Kan det overhovedet lade sig gøre? JA! Jeg skiftede selv fra Dansk Varmblod dressurhest til islænder for 2 år siden efter 16 år som dressurrytter, og jeg var meget bekymret for, om jeg ville savne at ride “rigtig” dressur, men det gør jeg heldigvis ikke – for dressur for heste med flere gangarter er mindst lige så vigtig som for heste med kun 3 gangarter!

Hvad er en flergængerhest?
En flergængerhest er, som navnet nok antyder, en hest der har flere gangarter end de typiske 3. Rigtig mange tror faktisk kun, at det er islænderen der har mere end 3 gangarter, men det er det altså ikke. Tennessee Walking Horse, Paso Fino, Peruvian Paso og faktisk også mange travere har også flere gangarter, de er bare ikke så kendte i Danmark som islænderen.


Hvorfor er dressur vigtigt?
Dressur er vigtigt for alle heste, men efter jeg skiftede til islænder, fandt jeg virkelig ud af, hvor vigtig en god grunddressur er – især hvis du vil have en ordentlig tølt! Jeg er den heldige ejer af en 5-gænger (altså en hest med både skridt, trav, tølt, galop og pas) det er skønt, men virkelig også en udfordring 🙂

Jeg købte Abel, som min basse hedder, som 6 års med fint adskilte gangarter, men fordi jeg ingen islændererfaring havde, mistede vi meget hurtigt tølten. Han ville simpelthen kun trave! Her var det jo ikke rigtig nok med min dressurerfaring – for hvordan søren rider man lige en ordentlig tølt? Jeg gik så i gang med at nørde både via undervisning og bøger, og fandt meget hurtigt ud af at tølten lå et sted mellem skridten og traven, så skridtarbejde var vejen frem.Vi skridtede faktisk kun i næsten 1 måned, med en masse versader, schenkelvigninger, halve parader og tilbagetrædninger, simpelthen for at få ham fokuseret på mine signaler og styrket nok til at han kunne holde tølten – og nøj, det hjalp! En let og løsgjort hest er altså vigtigt, lige meget hvad for en gren af ridesporten man deltager i! Der er desværre mange, der fejlagtigt tror, at det er okay for en flergænger at gå med næsen i sky og smidt ryg men det er det altså ikke! En islænder især kan være meget svær at samle, men det kan altså sagtens lade sig gøre hvis man gør sit grundarbejde ordentligt.

I dag rider jeg stadig dressur, i hvert fald 3 gange om ugen, simpelthen for at give Abel de bedste muligheder for at bruge sin krop rigtigt. Jeg rider ikke nødvendigvis baneridning når jeg rider dressur, faktisk kan man sagtens ride dressur i skoven også! Jeg bruger rigtig meget versader og schenkelvigninger især i opvarmningen, men vi rider da også både kontragalop og changementer og alle de sjove øvelser, når vi først er varmet op. Jeg opvarmer i skoven på nøjagtig samme måde som på banen, skridt for løse tøjler i ca. 10 minutter og så samlet skridt med versader og schenkelvigninger. Den eneste forskel for mig er, at jeg for det meste ikke traver i skoven, jeg tølter helst. En ordentlig dressur er altså bare vigtig for, at du kan få en hest, der arbejder optimalt, også i de ekstra gangarter. Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale bogen “Dressur for islænder” som har hjulpet mig rigtig meget til at få min dressurviden til at række til de ekstra gangarter også 🙂

– Cecilia Rosell
Hooves brandambassadør