I starten af september var Hooves til TechBBQ, som er en konference i forbindelse med Tech Festival. TechBBQ er i øjeblikket den førende begivenhed inden for teknologi i Danmark. Her samles folk for at diskutere og dele historier omkring alt fra humanitære spørgsmål til hvordan man bygger en robot. Hooves var til TechBBQ for at lære af og blive inspireret af andre virksomheder inden for samme område.

Til denne konference var der forskellige oplæg og paneldiskussioner. En af disse paneldiskussioner handlede om branding. Panelet bestod af Mat Braddy (CMO, Just Eat, UK),Thorvald Stigsen (CMO og grundlægger, Momondo, DK) og Arthur Kosten (CMO, Booking.com, US), med Klaus Nyengaard som ordstyrer.

Her blev det nævnt at dit brand er din virksomheds formål. Dit brand er grunden til at du startede din virksomhed. Hooves formål er at hjælpe hesteejere og ryttere med nogle af de udfordringer der opstår i hesteverdenen, og grunden til dette er at Hooves’ grundlæggere, Alina og Suvi, selv har haft mange udfordringer i livet med heste.

Branding er mange ting. Det er blandt andet både PR, nyheder, og hvordan virksomheden er på de sociale medier. Det er altså ikke kun reklamer og annoncer. Branding er desuden tæt forbundet med virksomhedens kultur og værdier. Ved Hooves’ ses det blandt andet på den måde Hooves agerer på de sociale medier, hvor der er en positiv og let tone, hvilket også er noget som går igen i dagligdagen på kontoret.

Branding af virksomheden bør også være en del af produktudviklingen, for virksomheden vil jo blandt andet blive bedømt på deres produkter. Derfor går Hooves meget op i at udvikle produkter som passer til hesteejere og ryttere, så deres liv med heste bliver lettere. Dette er jo, som nævnt tidligere, Hooves’ formål. For at Hooves kan hjælpe hesteejere og ryttere, så gør Hooves også meget ud af at lytte til deres brugere.

Brugen af ambassadører er velkendt inden for branding af virksomheder, og det er også noget Hooves gør. Hooves’ brandambassdører er konkurrenceryttere, som stiller op til stævne med udstyr, som har Hooves’ logo. Udstyret er desuden lavet i samarbejde med et nyere dansk rideudstyrsmærke, Mink Horse of Denmark, som på kort tid har opnået international succes med forhandlere i 12 andre lande.

Hooves er stadig en ny virksomhed og et brand der er under udvikling. Man kan så spørge sig selv, om et brand nogensinde er færdigudviklet?

I øjeblikket har Hooves’ knap 5.000 følgere på Facebook, og over 1.300 følgere på Instagram. Det er et community, som ligesom selve brandet bliver ved med at vokse og udvikle sig.

– Rikke Ravn, Social Media Intern @ Hooves